Funky Monkey in Vietnam

I skrivende stund er jeg tilbage i Hoi An i Vietnam (den by hvor jeg boede mens vi studerede) og er helt alene efter at Nadia tog tilbage til DK foer jul og Harriet rejste hjem i torsdags.. :/ - men saa er det jo rart at vaere i en by man kender og med en masse soede folk man ogsaa kender!

Da studierne var ovre i slutningen af november tog vi (Nadia og jeg og 3 norske jenter) til Sapa i nordvietnam, saa selvom det efterhaanden er to maaneder siden, vil min nye - og forhaabentlige oftere opdaterede - blog starte der!

Sapa ligger i bjergomraadet i nordvietnam ni timers togrejse vest for Hanoi - eller ihvertfald mod Laos saa vaere det vest eller oost..! Saa efter den sidste hektiske pakken og senden ting hjem drog vi afsted mod Hanoi en loerdag middag. 17 timer i en helvedsbus fra Hoi An til Hanoi - eller egentlig en maegtig fin bus, men jeg sad paa bagsaedet, hvor motoren tilsyneladende befandt sig nedenunder, for der var saa ulidelig varmt (og der var ikke mulighed for nogen luftafkoeling lige der hvor jeg sad!)- foer vi ankom til Hanoi.
Der hvde vi sa lige 15 timer at slaa ihjel inden vi skulle med nattoget til Sapa! Hvilket nogen gjorde ved at sove et par timer paa gulvet i det travelagency vi rejste med, mens jeg drak en masse kaffe paa en super hyggelig vegatarresturant/cafe som blev Harriet og mit favoritsted i Hanoi nogle maaneder senere!

Men Sapa var helt sikkert alle anstrengelserne vaerd! Fantastisk natur og helt frisk og koelig luft - som var ret velkomment efter 3 maaneder i fugtig hede!

Sapa blev foerst aabnet for turister igen i 1993, men er naermest et must for alle der rejser i Vietnam. Pga. naturen og pga. de forskellige minoriteter der lever i bjergene rundt om selve Sapa by. Da vi ankom tidligt om morgenen blev vi praesenteret for vores guide, som skulle foelge os de naeste to dage paa trekking. Hun tilhoerte den minoritetsgruppe der hedder Black H`mong, og som man ser flest af i og omkring Sapa.
Og saa vandrede vi ellers ud i den fantastiske natur mod den landsby hvor vi skulle overnatte hos en familie.

En lille smgsproeve paa Sapa naar det er bedst!

Piger i Black H`mong minoritetens traditionelle klaededragt

Black H`mong folkets levevis er en blanding af tradition og modernitet, og mens flere bliver gift som 15-16 aarige, er der ogsaa flere (guiderne!) som ikke er gift eller som er kaerester med eller gift med udlaendinge, de har moedt blandt turisterne.
Men meget ofte saa vi helt unge piger med spaedboern paa ryggen - eller helt smaa piger der traskede rundt med deres soeskende paa ryggen. Ogsaa i deres hjem ser man hvordan det traditionelle og det moderne moedes, da de laver mad over et ildsted paa jorden i et hjoerne af huset - mens de meget tit har fjernsyn!
De fleste lever af at dyrke jorden (og nu ogsaa i meget hoej grad af turisterne) og hele lndskabet er delt ind i terasser, hvor de dyrker afgroeder, oftest ris. Det er mig sgu lidt en gaade hvordan de klarer at holde jordlodderne hoejest oppe paa toppen af bjergene ved lige!

Og mere fantastisk natur omkring Sapa. Da Harriet og jeg var i Sapa nu her i starten af januar var der hundekoldt og en taaget dis laa over hele landskabet, saa det kun lige var muligt at se de to der gik foran en (Saa billederne ovenover er fra mit foerste besoeg i Sapa!). Harriet og jeg var paa noejagtig den samme tur som foerste gang jeg var i Sapa, og heldigvis havde vi en super fin dag den foerste dag, hvor vi gik laengst, saa Harriet ogsaa fik et lille glimt af det fantastiske landskab. Vores 2. og 3. dag var derimod rimelig nedslaaende, da det var taaget og smaaregnede begge dage - hvilket selvfoelgelig gjorde at stierne blev temmelig mudrede og ikke egnede til vores knap saa lette turist-foedder! Men saa havde vi heldigvis hver en pige, som soergede for at vi ikke endte paa roeven - mod at vi saa selvfoelgelig koebte nogle af de armbaand, oereringe osv. som de hev frem da vi naaede vores bestemmelsessted!
Vi havde en helt fantastisk guide nu her anden gng jeg var i Sapa, som var virkelig god til engelsk og fuld f informtion og sjove historier - men ogsaa en del triste historier om Soestre der maatte gifte sig tidligt og faedre der forlod familien, og om hvor haardt livet i bjergene er. Saa saetningen "and then we cried a lot a lot a lot" blev sagt rimlig mange gange! Saa mange gange at det blev lidt en joke for Harrietten og jeg! Selvom det jo selvfoelgelig er trist!

Bangkok var lidt en blandet oplevelse, da vi foerst ankom ved 22-23 tiden.. Nogle penge og priser vi ikke var bekendte med - og i saerdeleshed nogle hoeje hotelpriser! Ret nitte! Saa ville vi gerne tilbage til Vietnam tak!
Saa vi skyndte os at tage videre naeste morgen til en lille oe tre timers buskoersel fra Bangkok (forbi Pattaya!!), som kun var 12 km2 og lidt af et paradis! Det var ogsaa horribelt dyrt, men vi besluttede os for at rende fra det snuskede dyre vaerelse, vi havde faaet indlogeret os paa og spenderde noget ekstra paa en super laekker bungalow, virkelig taet paa stranden! Saa det blev til to dage med afslapning paa stranden, hvor vi spiste mad og drak drinks liggende paa maatter paa sandet, hvorpaa der var sat smaa borde og puder til at ligge paa!

Vi havde booket vaerelse paa et lidt mindre dyrt hotel inden vi tog fra Bangkok, saa det var lidt mere rart at komme til byen anden gang, fordi vi vidste hvor vi skulle bo, og havde faaet lidt mere foeling med det Thailandske. Nadia og jeg brugte to dage paa shopping og en lille smule sieghtseeing inden hun skulle hjem tre dage foer jul - og den bedste Harrietten kom!

Vi brugte MANGE dage paa shopping! En hel del af det var af noed, for Harriets bagage kom ikke, foer hun havde vaeret en uge i Thailand, saa hun maatte koebe det mest noedvendige - og ogsaa lidt unoedvendigt naar nu rejseforsikringen betaler! (Forhaabentlig goer den saa det!)
Men efter juleaften tog vi til en by 130 km nord for Bangkok (eller noget nord-vest eller noget.. det der med kompasset og verdenshjoernerne fes aldrig rigtig ind da jeg var spejder! men ihvertfald ligger Kanchanaburi mod graensen til Burma..)
Her checkede vi ind paa et super guesthouse, hvor vaerelserne floed paa floden og med en restaurant der havde udsigt over vaerelserne og floden! Guesthouset havde - som det ofte er tilfaeldet! - et tur-agency tilknyttet, saa der fik vi meget belejligt booket en heldagstur til et vandfald, som ogsaa inkluderede noget elefant-tur, sejlads paa en flod og en tur til "doedens jernbane" (eller bro eller noget! - Broen over floden Kwai, som nogle maaske har set en film der hedder..?!) Her doede en masse under 2. verdenskrig under konstruktionen af jernbanen og broen.. Det var ikke super interessant - maaske mere hvis man har set filmen! - men vandfaldet var helt fantastisk!
Det tog en time at vandre til toppen og undervejs var der syv fald, hvor man kunne bade! Jeg har aldrig badet i et vandfald foer, saa det var helt super! Helt klart blaat-groent vand og stimer af fisk som lige saa forsigtigt nappede i en!

Harriet og jeg tog lige en enkelt overnatning i en anden by - hvor vi helt selv klarede at komme med to forskellige lokale busser for at komme frem! lidt stolt! - 70 km nord for Bangkok, som i tidernes morgen var kongens by og hvor der var en masse tempel-ruiner rundt omkring i byen.
Saa floej vi til Hanoi, tog til Ha Long Bay og fejrede nytaar og foedselsdag, til Sapa og til go`e gamle Hoi An!

Udsigten en tidlig morgen fra vores guesthouse i Kanchanaburi

Et af de 7 vandfald..

Saa efter halvanden uge her tager jeg til Laos i morgen.. Baade trist og spaendende! Trist fordi jeg nu forlader Hoi An for sidste gang og for virkelig alvor.. Naar jeg engamg kommer tilbage om 20 aar vil alt vaere anderledes og de fantastiske piger og gutter paa hotellet vil ikke vaere her til at tage imod mig og lyse op i genkendelsens glaede. Men ogsaa spaendende fordi alle rejsende, jeg har moedt, taler helt fantastisk om Laos. Og spaendende fordi jeg nu for foerste gang skal rejse alene i et fremmed land! Her i Hoi An er det ikke helt det samme at vaere alene, fordi jeg kender byen og en hel del mennesker her.
Men jeg har allerede haft en del anderledes oplevelser ved at vaere alene (I gaar spiste jeg paa en af vores favorit-restauranter mens vi studerede her i Hoi An, og ligesaa snart jeg havde sat mig, begyndte det aeldre aegtepar ved bordet ved siden af at konversere - saa det endte med at de to amerikanere insisterede paa at betale min middag! (som heldigvis var billig!) Og i dag sad jeg en time ved en shop nede ved floden og hjalp en pige med at laere, hvordan hun skulle udtale de engelske ord i hendes laer-engelsk-bog! ), saa jeg er fuld af forhaabning! Og tror paa det bedste i mennesker - og paa min sunde fornuft!

Saa Naeste gang jeg skriver, bliver det fra Laos!

Efter et par dage i Saigon - hvor vi helt tilfaeldigt kom til at bo det samme sted som en svensk pige vi havde studeret sammen med! - gik turen mod Cambodia, hvor vores foerste stop var hovedstaden Phnom Penh.
Vi havde udset os et familieejet guesthouse i guidebogen, som loed alletiders, med hyggelig atmosphere, ejere der talte godt engelsk og mulighed for at faa arrangeret ture og den videre rejse. Men desvaerre var alt optaget, saa vi tog en nat paa et knap saa fantastisk hotel, indtil vi naeste morgen kl syv kunne faa et vaerelse paa det gode sted! - som virkelig var alletiders med et hyggeligt faellesomraade med sofaer og balkon!
Vi havde allerede den foerste aften booket en tur paa guesthouset, som skulle tage os til "Killing Fields" uden for byen, hvor en stor del af Cambodias blodige - og ikke saa gamle historie udspillede sig. Her blev mere end ni tusind mennesker draebt og begravet i massegrave i de aar hvor guerillabevægelsen Khmer Rouge (De Røde Khmerer) styrede landet.
Denne gruppe blev udviklet i 1960'erne og kaempede mod det siddende styre, hvor kong Sihanouk (der var blevet indsat af det franske koloni-styre i 1941) under Vietnamkrigen førte en neutral politik og udviklede et godt forhold til Vietnam og Kina. Sihanouk tillod at grænseprovinserne mod Vietnam blev anvendt som baser og forsyningslinier for befrielsesbevægelsen i Sydvietnam. Disse områder blev i virkeligheden kontrolleret af den vietnamesiske befrielsesbevægelse, og USA indledte derfor i 1968 sine første bombardementer af den såkaldte «Ho Chi Minh sti», der gennem Cambodia forsynede Vietcong i sydvietnam med forsyninger fra Nordvietnam. Samtidig med at Sovjetunionen og Kina støttede Sihanouks regime, blev guerillabevægelsen udviklet. Bevægelsen blev ledet af Pol Pot, der nægtede at samarbejde med Sihanouk, og der udbroed borgerkrig i Cambodia mellem Khmer Rouge, som kontrollede landsbyerne, og den Cambodianske regering, som kontrollede byerne. I 1973 gik Khmer Rouge i offensiv og i april 1975 erobrede bevægelsen hovedstaden Phnom Penh.

Khmer Rouges modstandskamp blev udviklet i landsbyerne. De havde ringe kontakt med bybefolkningen. Disse blev betragtet som udbyttere af landbefolkningen, og alle intellektuelle var i fare for at blive henrettet.
Cambodia lukkede sine grænser og Pol Pot regimet afskaffede landets valuta, sprang Nationalbanken i luften og flyttede byernes befolkning ud på landet, hvor de blev kastet ind i landbrugsproduktionen. Over de følgende 5 år kostede massehenrettelser, sult og sygdomme mindst 1 million cambodianere livet. 100.000 blev sendt på flugt over grænsen til Vietnam og 30.000 til Thailand.

Alt dette vidnede "Killing Fields" og faengslet i selve Phnom Penh "S-21" om. Paa "Killing Fields" er der lavet en bygning til minde om ofrene, hvor 8000 kranier fra massegravene er at se. Folk blev draebt ved slag mod hovedet fra bambus-stokker eller bagsiden af økser, spader og lignende, og det var en meget staerk oplevelse at se dette mindested. I selve faengslet (S-21, som havde vaeret en highschool) var der billeder af alle ofrene, som Khmer Rouge tog inden de torturerede og henrettede folk. Museet viste de mikroskopiske celler folk blev holdt spaerret inde i, torturredskaberne og billeder af de forfaerdlige handlinger.

Det var ikke en rar foelelse at vaere vidende til og det foerte mine tanker tilbage til 2. verdenskrig og joedeforfoelgelserne samt folkedrabet i Rwanda i 1990`erne. Det er mig en gaade at verdenssamfundet lader det ske gang paa gang paa trods af staerke forsikringer om at det aldrig kunne ske igen efter 2. verdenskrig!

Noget der heller ikke er en rar foelselse og som til stadighed haerger i mine tanker mens jeg rejser rundt her i Asien er billedet af de kaempe klamme edderkopper vi saa naeste dag, da bussen paa vej mod Siem Riep holdt ind til frokostpause!! Edderkopperne paa billedet er "deepfried" (!), men der var ogsaa en spand med levende edderkopper, og en mand sad i naerheden af toiletterne (!) og puttede de levende edderkopper paa en slags wok - saa vi ogsaa lige fik mulighed for at se dem blive stegt!! Gyys! Jeg frygter stadig at moede saadan en i fri natur! Haaber sgu de bliver opdraettet et eller andet sted!

Klamme edderkopper i Cambodia!!

Hovedattraktionen i Siem Riep er jo selvfoelgelig Ankor Wat, hvor det udover at se templet i almindeligt dagslys naermest er et must at se en solopgang eller -nedgang der. Men vi havde fra en gut der var med paa turen til Killing Fields hoert om et tempel i den modsatte retning af Ankor Wat, hvor der ikke skulle vaere saa mange mennesker som paa det af turisterne foretrukne solnedgangssted.
Saa efter at have faaet kaempet os ud af bussen og gennem det ventende hav af tuk-tuk drivere (en tuk-tuk er en motorbike med en overdaekket vogn spaendt bagpaa! Fantastisk komfortabelt koeretoej, hvor man ser meget mere end hvis du sidder i en taxi doev for alle lydende fra omgivelserne udenfor!), hvor vi mere eller mindre tog med den mest ihaerdige gut fik vi ham til at komme igen senere paa eftermiddagen og tage os til det omtalte tempel. Der var vel otte mennesker ud over Nadia og jeg og vi saa den mest fantastiske solnedgang over Tonle Sap soen uden for Sien Riep.

Vi aftalte at Road (tuk-tuk driveren) skulle hente os naeste dag og koere os rundt til templerne ved Ankor Wat. Ankor Wat er et specifikt tempel, men der ligger flere end jeg lige har styr paa spredt ud over et kaempe omraade omkring Siem Riep. De fleste blot ruiner, men stadig et staerkt vidnedsbyrd om fortidens magtfulde herskere og deres storhed.

Udover Ankor Wat besoegte vi ogsaa Angkor Thom og Bayon templet, foer vi saa solnedgangen paa det populaere turiststed - og der var virkelig mange turister!! Vi fik heldigvis en god plads for vi kunne naermest ikke flytte os ud af stedet, da foerst solnedgangen var paa sit hoejeste!
Vi var tilbage paa vores guesthouse ved sekstiden, og aftalte med Road at han skulle hente os klokken fem naeste morgen, saa vi kunne se solopgangen over Ankor Wat - meen den kaere Road sov over sig - troede vi, men det viste sig at han havde faaet ondt i ryggen - af koereturen med os dagen foer..?! - og havde sendt sin "Faetter" som saa koerte til det forkerte hotel! Ihvertfald kom der ingen klokken fem, og efter en halv times venten og en del overvejelser sprang vi med en anden tuk-tuk driver, der kom forbi og naaede Ankor Wat lige inden det begyndte at lysne. Jeg ved ikke om solop- og nedgange er mere fantastiske i Asien, men det var ihvertfald helt fantastisk og noget jeg skal til at goere lidt mere, naar jeg kommer hjem til Dk igen!

Ankor Wat var det, jeg havde set allermest frem til paa hele denne rejse, og det jeg med det samme, jeg besluttede, at jeg ville laese i Vietnam, satte paa min liste over must`s! Det var ogsaa fantastisk, men om muligt var ruinerne af Ta Promh endnu mere fantastiske! Her har naturen helt taget over og traeroedderne bryder frem gennem murene paa de mest fantastiske og umulige steder! (Hvis nogen har set Tomb Raider med Angelina Jolie er det fra dette tempel nogle af scenerne stammer!)

Efter vores anden dag paa Ankor-omraadet var det hjem og pakke til naeste dags tur mod Thailand!
Det blev lidt af en begivenhedsrig tur - men som vi blev enige om (og har hoert fra andre backpackere) er det naermest noget man skal komme ud for, naar man er i Asien! - som startede med at vi blev hentet kl syv, for saa at sidde og vente i tre timer fordi bussen, vi skulle med, var gaaet i stykker! Da der endelig kom en bus, koerte vi vel et kvarter, for saa at holde ind og vente, mens buschauffoerne provede at finde en anden bus, der kunne koere! Den koerte saa i nogle timer - indtil vi punkterede in the middle of absolutely ingenting! Vejen vi koerte paa var ikke asfalteret, men helt udemaerket, men der holdt vi saa midt i alt stoevet fra de andre koeretoejer, og saa vores chauffoer og hans ene medhjaelper praje en traktorlignende ting, og forsvinde med det punkterede hjul!
Der var en del passagerer, der stoppede forbikoerende biler og betalte dem for at koere dem til graensen, men Nadia og jeg var rimlig skeptiske over for hele arrangementet i forvejen, saa vi naegtede at droppe bussen og spilde vores penge paa en anden transportmulighed - nu skulle det busshow sgu vise, at det ikke var saa ringe, som vi havde det mistaenkt for! Saa vi ventede to timer og bussen blev fikset!

Det mest kritiske var godt nok langt fra overstaaet, for graensen til Thailand ventede stadig forude.. Efter at have skiftet bus to gange til stod vi ved graenseovergangen - og vidste ikke rigtig hvad der ville ske naar vi var paa den anden side! Saa vi holdt godt sammen med vores gruppe fra bussen og paa magisk vis fandt vi frem til en cafe, hvor vi blev bedt om at sidde ned, og faa os noget at spise inden bussen ville komme om en halv time! - og hvilken bus! Total luksus med aircondition, fjernsyn, komfortable saeder og taepper! Saa det var bare at slappe af og sove indtil vi naaede frem til Bangkok!

Efter tre dage i Sapa og en enkelt dag i Hanoi rejste Nadia og jeg sydpaa mod Dalat, som ogsaa ligger i bjergene men nede omkring Nha Trang - ikke helt i syd men heller ikke i midten af Vietnam..! Det blev li en herlig bustur paa halvandet doegn - ikke al tiden blev brugt i bus, vi havde lige en pause paa fire timer i Go`e gamle Hoi An, som vi havde forladt for noejagtig en uge siden, men ellers gik meget af tiden fra fredag aften, hvor vi forlod Hanoi til soendag eftermiddag, hvor vi ankom til Dalat i bus! Vi synes, vi var rimlig hardcore backpackere!

I bussen paa vej til Dalat gik der rygter om en ny tyfon, som skulle ramme Nha Trang, hvor vi skulle goere holdt og skifte bus, men den ramte vist foerst Nha Trang et par dage senere - men maaske var det derfor det var regnvejr i bjergene.. Det regnede ihvertfald i tre dage, saa vi var ikke i det store humoer til at se noget i Dalat. Men det var en maegtig hyggelig by, og vi brugte dagene paa at vandre rundt i byen og se paa markedet og koebe alt det fantastiske friske frugt, der er Dalata specialitet! Den sidste dag havde vi arrangeret en tur rundt i omegnen af Dalat, og heldigvis holdt det toervejr den dag!
Vi havde en super fantastisk guide (og hans ven, som ikke talte engelsk, men var min motorbikedriver), som tog os med paa trekking 30 minuters tid op til toppen af ey bjerg - det lyder ik af meget, men det gik stejlt opad og var doedhaardt! Fra toppen var der en fantastisk udsigt over en masse soer og med Dalat by i det fjerne. Den saerlige attraktion var en oe der ligner en fugl! (billedet nedenunder).
Her oplevede jeg ogsaa mit foerste elefantridt! Hvilket var maegtig fun, men ikke det store - det sjoveste var da elefantfoereren (som sidder bag elefantens oerer og styrer den ved hjaelp af stemmen, og ved at trykke den bag oererne med hans taere) forfulgte en ung vietnamesisk pige, der lod som om hun var skraekslagen for elefanten, rundt om en bil et par gange! Men saa fik vi da proevet at ride paa elefant!
(Det gjorde Harriet og jeg saa ogsaa senere i Thailand, og det var lidt mere en oplevelse, fordi vi paa skift fik lov til at sidde paa elefantfoererens plads bag dyrets oerer! Noget af en kunst at holde sig fast der!)

Men som sagt var vores guide i Dalat helt super, og vi skraeddersyede selv vores tur undervejs, saa vi fik set et vandfald, et kloster og en slags forlystelsespark ("Valley of Love"), hvor vietnameserne tager hen naar de bliver gift (hvis de har raad jo..), og hvor der er en masse goegl som svane-baade paa en soe, cowboys der tilbyder ture paa deres heste, og stakkels aber i bur!
Men vi havde en super fantastisk dag og saa en masse storslaaende natur, saa vi var ikke helt tilfredse med at forlade byen naeste dag for at tage til Saigon (Ho Chi Minh City) - men Cambodia ventede forude, og skulle naaes inden Nadia skulle hjem til DK!

Nadia paa motorbike med vores guide

Oeen der ligner en fugl og Dalat by i det fjerne

Nadia og Louise paa elefant!

Først en kæmpe tak til alle jer derhjemme, som har støttet op om projektet ved at sende bidrag herned! Tusind mange gange tak for det!
Vi har alt i alt fået samlet omkring 100 millioner dong sammen - hvilket er omkring 40.000 danske kroner!
Vi været ude og dele ris ud til folk 7 gange - i 6 forskellige kommuner rundt om Hoi An - og har brugt lidt over halvdelen af pengene, og har besluttet at sætte resten ind på en norsk konto, til der en anden gang bliver brug for hjælp hernede. Studiet som vi har været hernede med skal administrere kontoen.

Der er rigtig mange, som har modtaget penge hjemmefra, men der var jo også et par svenske piger, som holdt et "charity-party" på en af de restaurater, hvor vi kom rigtig meget. Det var super cool med auktion, talent show - og massere af mad og drikke!

Herunder "donation-bowlen" fra charity-festen..

Her er det første læs ris vi delte ud - 30 kilos rissække til 83 familier! Vi var senere ude i den samme kommune og give til resten af de fattigste dér, og vi har ogsaa vaeret ude paa en skole og give ris til nogle boern og deres familier.

..og de glade modtagere, som bliver introduceret til hvad det går ud på!

Også fra den første gang vi var ude..
Det er så grineren, at folk ofte cykler rundt med paraplyer, når det regner - og kører på motorbikes for den sags skyld!
Det er forresten ved at være rimlig meget mere regntid hernede, med to-tre dages regn af gangen - og til tider er det virkelig heftig regn vi snakker om! - men det er stadig næsten lige så varmt som før, så egentlig er det bare meget hygligt med noget regn. Bortset fra at der jo ikke bliver meget strandtur..!

Vinh, den fantastiske gut, som har hjulpet os med at få det hele stablet på benene! Vinh har et turist-office i Hoi An, og ud over at hjaelpe os med at arrangere risuddelingen, arrangerede han ogsaa en fantastisk weekend for 6 af os til Hue (en by omkring 150 km nord for Hoi An), hvor vi havde egen minibus og guide med os hele weekenden, var ude og høre traditionel vietnamesisk musik på en båd på floden, så en af kongegravene i Hue, som tidligere var den by kongerne boede i hernede - og var på rigtig disco for første gang i 100 år!

Helene og Nadia bærer ris - vi kigger ikke bare på, men er super aktive!

Det her var fra 3. gang vi var ude og dele ris ud - og det var altså 50 kilos sække det drejede sig om, så damen her var rimlig cool!